NKT Cables overtager Ericssons energikabelaktiviteter
NASDAQ OMX København
Nikolaj Plads 6
1007 København K
3. maj 2013
Meddelelse nr. 10
NKT Cables overtager Ericssons energikabelaktiviteter
Overtagelse af Ericssons energikabelaktiviteter skal styrke NKT Cables' position på markedet for mellem- og lavspændingskabler i Norden.
NKT Cables har i dag indgået en betinget købsaftale med Ericsson om overtagelse af Ericssons energikabelaktiviteter ("Energy Business"). Overtagelsen er betinget af relevante konkurrencemyndigheders godkendelse og forventes at kunne gennemføres i begyndelsen af tredje kvartal 2013. Købsprisen udgør 250 mSEK, svarende til ca. 220 mDKK på gældfri basis.
Ericssons Energy Business havde i 2012 en omsætning i markedspriser på ca. 1,3 mia. DKK, og selskabet er en veletableret leverandør af mellemspændingsprodukter til de nordiske energiselskaber. Derudover er Ericssons Energy Business en vigtig leverandør af lavspændingsprodukter til grossister og installatører i Sverige, ligesom en væsentlig del af omsætningen kommer fra en række innovative energikabler til specialformål.
Akkvisitionen er et centralt element i NKT Cables’ vækststrategi for forretningsenheden Products, som fokuserer på at styrke NKT Cables’ markedsposition indenfor mellem- og lavspændingskabler på udvalgte markeder. Købet af Ericssons energikabelaktiviteter vil tilføre en række unikke produkter til sortimentet, styrke udviklingskompetencerne for nye og innovative energiløsninger samt forbedre muligheden for at servicere de nordiske kunder.
NKT Cables vil overtage ca. 320 ansatte samt en fabrik i Falun, Sverige, der omfatter produktionsanlæg, udviklingsafdeling samt salg og administration. Fabrikkens placering og produktportefølje er komplementær til NKT Cables' fabrik i Asnæs, Danmark, hvorved der skabes et omkostningseffektivt produktions- og logistik set-up til servicering af det nordiske marked.
Transaktionen forventes at have neutral effekt på NKT koncernens indtjening i 2013, men forventes at bidrage positivt fra 2014.
Når relevante myndighedsgodkendelser foreligger, vil en supplerende meddelelse blive offentliggjort.
- NKT fokuserer på den langsigtede værdiskabelse i vores selskaber. Akkvisitionen af Ericssons energikabelaktiviteter er et godt eksempel på, hvordan vi udøver vores aktive ejerskab ved at udnytte de muligheder, der opstår, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i NKT Holding.
Marc van't Noordende, NKT Cables CEO, lægger vægt på, at købet af Ericssons Energy Business ligger i forlængelse af NKT Cables' strategi:
- Vi har udviklet langsigtede vækstplaner for all tre forretningsenheder i NKT Cables. Købet af Ericssons Energy Business giver os en interessant mulighed for at styrke Products-enheden på et af vores fokusmarkeder.
- Gennem vores dialog med Ericsson har vi mærket en stor kulturel lighed mellem de to virksomheder, der begge har en lang historik i kabelbranchen. Vi glæder os til at byde de nye kolleger velkommen i NKT Cables, og vi ser frem til at fortsætte vores stærke tradition for at skabe innovative og miljøvenlige kabelløsninger, siger Marc van't Noordende.
Såfremt der måtte være spørgsmål til ovenstående, bedes disse rettet til undertegnede på telefon 43 48 20 00.
Med venlig hilsen
NKT Holding A/S
Thomas Hofman-Bang
Administrerende direktør
NKT Cables har hovedparten af sine aktiviteter i Europa med en stærk position inden for højspændings- og søkabler såvel som lav- og mellemspændingskabler, tilbehør og jernbanekøreledninger. Fra fabrikker i Tyskland, Polen, Tjekkiet, Norge og Danmark leveres til kunder i Europa og Mellemøsten, mens fabrikker i Kina producerer til det sydøstasiatiske marked.