NKT underskriver rekordordre på kabelprojektet Eastern Green Link 3 som led i udbygningen af det britiske elnet
Selskabsmeddelelse
4. marts 2026
Meddelelse nr. 5
I selskabsmeddelelse nr. 24 af 15. september 2025 oplyste NKT, at selskabet var valgt som foretrukken leverandør til kabelprojektet Eastern Green Link 3 (EGL3). NKT har nu underskrevet den endelige kontrakt med kunden, et joint venture mellem National Grid Electricity Transmission og SSEN Transmission, om at levere HVDC‑forbindelsen til transmissionsprojektet.
Med en værdi på mere end EUR 2,2 mia. er EGL3 den største enkeltordre på et kabelprojekt i NKT’s historie og er nu tilføjet ordrebeholdningen i højspændingsforretningen. Projektet omfatter en turnkey‑leverance af design, produktion og installation af et 525 kV kabelsystem baseret på jævnstrømsteknologi (HVDC) med en rutelængde på cirka 680 km, inklusive både onshore- og offshoresektioner. Kunden vil selv stå for anlægsarbejdet i projektet. Ved at fjerne flaskehalse i transmissionsnettet vil EGL3 spille en central rolle i at sikre en effektiv, stabil og ren elforsyning i Storbritannien.
- Kontrakten for EGL3 er en vigtig milepæl for NKT og for udbygningen af det britiske elnet. Vi er stolte over at tage dette vigtige skridt sammen med National Grid og SSEN Transmission. Det bygger videre på vores langvarige samarbejde og afspejler den tillid, vores partnere viser os, når vi sammen arbejder for at fremme den britiske energiomstilling. Med vores betydelige ekspertise inden for HVDC‑teknologi ser vi frem til at levere det kabelsystem, der vil styrke transmissionsnettet og understøtte en mere stabil og ren energiforsyning i fremtiden, siger Claes Westerlind, CEO i NKT.
EGL3 er den største investering i transmissionsnettet i Storbritanniens historie og vil spille en afgørende rolle i at styrke robustheden og effektiviteten i nettet. Kabelforbindelsen vil muliggøre effektiv overførsel af vedvarende energi fra det nordlige Skotland til forbrugscentre i syd. Det vil sikre leveringen af en omkostningseffektiv, stabil og ren elforsyning til op mod to millioner hjem og virksomheder i hele Storbritannien
Vigtig milepæl
For de to netoperatører bag joint venture‑samarbejdet er kontrakten for EGL3 et vigtigt skridt i realiseringen af ambitionerne om at styrke energisystemet i Storbritannien.
- Kontraktunderskrivelsen er en væsentlig milepæl for EGL3 og for joint venture‑samarbejdet mellem National Grid og SSEN Transmission. Ved at samarbejde med leverandører i verdensklasse investerer vi i infrastruktur, der vil reducere omkostninger ved flaskehalse, styrke energisikkerheden og sikre, at mere ren elektricitet kan strømme til hjem og virksomheder over hele landet. Samtidig understøtter vi arbejdspladser og økonomisk vækst i regionerne, siger Mark Brackley, Project Director for EGL3 hos National Grid.
Han bakkes op af James Johnson, Deputy Project Director for EGL3 hos SSEN Transmission:
- EGL3 er en afgørende investering i Storbritanniens fremtidige energisystem. Med indgåelsen af kabelkontrakten tager vi et vigtigt skridt mod at styrke elnettet, så mere ren, britisk produceret elektricitet kan overføres fra de områder, hvor den genereres, til de områder, hvor behovet er størst. Projektet vil spille en central rolle i at reducere omkostninger forbundet med flaskehalse, understøtte forbrugerpriserne og skabe langsigtede økonomiske fordele. Samtidig bidrager det til at opbygge den robuste infrastruktur, der er nødvendig for at opfylde Storbritanniens ambitioner om energisikkerhed og ren strøm.
EGL3 indgår som en del af et bredere program for strategiske netudbygninger, der gennemføres i fællesskab af de britiske netoperatører. Samlet set vil disse projekter styrke kapaciteten i det nationale transmissionsnet til effektivt at overføre vedvarende energi på tværs af hele Storbritannien og dermed understøtte den fortsatte udvikling af et mere robust og bæredygtigt energisystem.
Fakta:
- Kunde: Joint venture mellem National Grid Electricity Transmission og SSEN Transmission
- Værdi: Mere end EUR 2,2 mia. (mere end EUR 1,7 mia. i standard metalpriser)
- Kapacitet: Op til 2 GW
- Projektets specifikationer:
- Kabeldesign, teknisk projektering, produktion og installation af både on- og offshorekabler
- Rutelængde på cirka 680 km 525 kV on- og offshore HVDC‑kabler
- Tidsplan: Forventet idriftsættelse ved udgangen af 2033
Kontakt
Investorer
Jacob Johansen, Head of Investor Relations
+45 2169 3591 / [email protected]
Presse
Louise Westh Naldal, Head of Group Communications
+45 2982 0022 / [email protected]